Bahamas er altid en god idé
“Jeg elsker at rejse, og det har jeg altid gjort, selvom jeg kommer fra en familie, hvor man ikke forstod udlængslen. Som teenager brugte jeg uendelige tider på at gå tekst-tv igennem for de bedste tilbud, som ofte endte i noget uspecificeret indkvartering et sted i verden. Jo længere væk, jo bedre.” Mascha Vang
Paradis findes på Bahamas
Et af de smukkeste steder, jeg i mit 38-årige liv har været, er på Bahamas. Jeg var der første gang for mere end 10 år siden – på et tvivlsomt hostel med plastik svøbt om madrassen, og et rengøringspersonale, der måske burde have ventet med at iføre sig mine forsvundne bluser, til jeg var tjekket ud derfra. Men, men… strandene! Man glemmer ikke noget så smukt som strandene på Bahamas, og særligt ikke den charmerende lille ø Harbour Island. Hvis ikke du lige står og skal på bryllupsrejse, så find en anden anledning til at besøge dette paradis på jord – det gjorde jeg.
Med maven fuld af sommerfugle og spænding satte vi os om bord på Icelandair klar til en tur over Atlanten på fornemmeste vis. Aldrig har en flyvetur på den længde føltes så kort. Om det var komforten, forelskelsen eller champagnen ledsaget af en udsøgt 3 retters menu, vides ikke, men jeg garanterer, at Saga Class er alle bonuspointene værd!
Ren luksus på Bahamas
Modsat mit tidligere besøg for år tilbage, var det denne gang på et helt andet budget. Som årene er gået, har der sneget sig flere og flere stjerner på de hoteller, jeg besøger. Luksus kan være mange ting, som f.eks. at have butlerservice og en suite så stor, at man bliver nødt til at lede efter hinanden. En særlig form for luksus mødte vi på vores første af de i alt tre indkvarteringer på turen: Et helt særligt sted kaldet Compas Point Beach Resort, som tilbyder farverige hytter på pæle over havets brusen. Nå ja, en lille unik elskovshytte kan man også kalde den, for der er ikke meget mere end en seng … And what more do you need? Ingen billeder kan beskrive den charme, stedet har, eller de lyde, der luller en i søvn. Eller lyset om morgenen. Én overnatning var næsten ikke nok, men der ventede os mange flere skønne oplevelser i et spækket rejseprogram. Vi var kun lige begyndt.
5-stjernet luksus
Sandals er en kæde af luksusresorts, kun for voksne, hvor du oftest bliver mødt af andre par, der spørger, hvad man fejrer ved besøget. Det er et foretrukket sted for amerikanere at holde honeymoon eller en anden form for anniversary, og jeg forstår det så udmærket. Vi tjekkede ind på Sandals Royal Bahamian, hvor et team af tre butlere stod til vores rådighed. Man kan som nordjyde godt lidt få følelsen af “er det nu også nødvendigt?”, og nej, det er det på ingen måder, men når de nu står der, kan de jo lige så godt pakke kufferten ud, anrette en strandplads, sørge for kølig champagne døgnet rundt og holde styr på dinnerreservations og aktiviteter i løbet af opholdet. Og nåh ja, nogen skal jo også fortælle chaufføren i Rolls Roycen, hvor han skal køre hen.
Det særlige ved Sandals resorts er, at det er 5-stjernet all-inclusive. Alt efter, om du er til italiensk, japansk eller fransk cuisine, er der forskellige restauranter at vælge imellem, ligesom du kan bestille, hvad du ønsker i baren døgnet rundt. Også champagne, og den er god!
Befolkningen på Bahamas er imødekommende og har en lun facon med humor og let til latter. Det er et rart sted at være, og jeg følte, at uanset hvem jeg mødte, så var det dem en ære at sørge for, at øens tilrejsende fik en dejlig oplevelse. Og dét fik vi. Vi besøgte Nassau, hvor vi fik en guidet tour rundt i byen med stop på forskellige spisesteder. Det lokale køkken er ikke imponerende i sig selv, men de små charmerende og historiske steder, vi kom forbi med guiden fra Tru Bahamien food tours, var oplevelser og indtryk, vi ikke selv havde fundet.
Besøg Tortuga Rum Cakes i Nassau, og køb en kage med hjem som souvenir til hundepasseren. Den er virkelig god.
Lyserødt sand og insta-opportunities
Man skal unde sig selv en tur ud til øen Harbour Island. Her ligger stranden med det pinke sand, som tydeligst ses ved solnedgang, men man fornemmer det godt i dagslys også. Her er picture perfect og meget insta-venligt, hvilket nok også er årsagen til, at Sports Illustrated lige har skudt bikinibilleder der. Der er nu kommet et par rigtig gode spisesteder, der er ideelle til frokost, lige ved nedgangen til stranden, og det er tydeligt, at det er her, det er populært at opholde sig. I hvert fald blandt det mere posh selskab. Jeg vil klart anbefale stedet Sip Sip til frokost – og øen i al almindelighed, som vitterligt er fantastisk. Små charmerende træhuse i smukke farver og små golfvogne, man kan leje ved ankomst med den lille færge.
Fifty shades of blue
Er man på Bahamas, er man nødt til at besøge Exuma. Det er her, flere af scenerne til Pirates of the Caribbean er optaget, og man forstår godt hvorfor. Vi tog en dagstur med båd, hvor vi sejlede rundt mellem vande og strande så smukke, at det næsten var uvirkeligt. Vandet har så mange nuancer, og op mod det kridhvide sand får man en perfekt bounty-effekt, som selv ikke et filter ville kunne skabe. Fifty shades of blue …
Det er desuden her, de små øer fra Lotto-reklamerne findes. Det kan godt være, man troede, de var skabt i Photoshop, men de er ganske ægte. De er lige her på Exuma.
Man kan ikke tage til Exuma uden at høre om de svømmende grise, eller hajerne som man trygt kan svømme sammen med. Og det er en oplevelse, selvom man som jyde ikke kan lade være med at grine over, at man nu skal til at svømme rundt med grise i azurblåt hav. Det er dog en ret populær ting og skal da også prøves, når nu man er der. Det samme skal det at svømme med hajer, og det er en god idé at huske et undervandskamera, hvis man skal have lidt ekstra seje billeder med hjem.
Sandals Emerald Bay
På Exuma boede vi på Sandals Emerald Bay, som er en oplevelse i sig selv. Hotellet er virkelig skønt og beliggenheden perfekt. Det var lige før, vi ikke nænnede at tage ud på oplevelser, men hellere ville bruge dagen i de mange forskellige pools eller på den perfekte strand, hvor butleren kunne servere friske pizzaer og kolde drinks mellem dyppene i vandet – det prøvede vi også, og det var svært at få nok.
Summa summarum: Bahamas er altid en god idé. Selvforkælelsen er i top, og naturen er fantastisk. Und dig selv og den, du elsker at besøge den underskønne destination – det bliver med garanti en oplevelse for livet!
SENESTE ARTIKLER
Sign up til vores nyhedsbrev og få: Rejsetips fra nogle af de største influencere, rejseguides, rabatter til rejser/hoteller, invitationer til events og konkurrencer.