Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Jeg har brugt en del tid på snowboard i Schweiz gennem et efterhånden langt liv på snowboard. Mest i Saas Fee og Zermatt, da disse har noget nær perfekte park-forhold det meste af året takket være de respektive højtliggende gletschere, som gør det muligt at komme på sne langt udenfor den klassiske vintersæson. Alle de efterårsferier og lign. tilbragt i dovne alpebyer, som endnu ikke er vågnet – og kun så småt er begyndt at tage tilløb til højsæsonen, hvor de næsten bliver overrendt at vintersportsturister har altid været noget særligt.
Hvad enten det var mængden af RAGUSA man fik onduleret, mens man ventede utålmodigt på at skyerne lettede og vejret artede sig, eller blot gåturen hen til nærmeste gondol eller tog til toppen har det altid stået soleklart: Schweizerne har styr på sagerne.
Hvad enten det er renlighed, liftsystem, byplanlægning eller det ellers kronisk bøvlede element: transport.
Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Eiger
Det har de også i Grindewald her som sæsonen går på hæld og foråret skinner igennem og efterlader selve byen badet i ufortyndet solskin fra tidlig formiddag til de varme stråler igen dykker ned bag de omgivende bjerge, der omringer den.
Mest ikonisk af disse bjerge er selvfølgelig Eiger. Et majestætisk bjerg, der troner intimiderende og nærmest vertikalt op, uanset hvorfra du betragter det. Eiger indkapsler meget fint, hvad Grindelwald er for en størrelse, samt hvorfor det er mere end blot en klassisk vintersportsdestination.
Noget man tydeligt får øje på her, hvor sneen synger på sidste vers på bjergets sider og årstiden dikterer en udskiftning af de tilgængelige aktiviteter. Grindelwald er, om muligt, lige så anerkendt og besøgt for sine vandreruter, klatrerruter, mountainbike-trails og basejumping muligheder.
Faktisk hænger ski/snowboard-områderne ikke gnidningsfrit sammen, som man kender det fra populære destinationer i Østrig og Frankrig eksempelvis. Dette kompenserer Grindelwald dog så rigeligt for med sit billedskønne liftsystem, der tæller Europas højeste togstation – Jungfrau Top of Europe. Et nærmest surrealistisk øjeblik at træde ud af et Disney-agtigt tog midt i alperne og som man rask væk og uden skam også tager ned sidst på dagen, hvis stængerne er syrede til eller man ikke orker at surfe ned gennem de sidste par hundrede meters slush til selve byen.
Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Eiger Express
Jungraujoch, Männlichen og Kleine Scneidegg. Det hele tilgås fra Grindelwalds svar på Nørreport, nemlig TERMINAL. Herfra går der lifte til det meste. Ingen dog mere Schweizisk og uovertruffet end gondolen, Eiger-Express. Jaaaah, det går hurtigt til toppen, 15 minutter for at være præcis og på en facon, der står i skærende kontrast til de angstfremkaldende gondoler man kender fra andre skisportssteder, hvor man altid føler sig som en sardin i en knust tin-dåse.
Gnidningsfrit træk og frit udsyn til et nærmisk komisk smukt kulisse agtigt bagtapet af smukke bjerge. Wunderbar! Og her ender man så enten på en pist eller på toppen af Europa med udsyn til Tysklands Blackforest den ene vej og bjergkæder så lang øjet rækker den anden vej.
Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Trysil’sk gode parkforhold
Med det sagt, så er First-området med længder det bedste til os, der elsker at køre sidelæns ned ad sneklædte bjerge på et stykke lamineret træ, der er er identisk udformet i begge ender.
Her er en ovenud stor og lækker park med gode linjer, vedligeholdte rails, bokse, PVC-rør, kickers, tabletops, step ups mv. En udsøgt fornøjelse bare at ligge og cruise gennem parken uden en plan og bare tage de obstacles man føler for på gefühl.
Vel-groomede parker er ikke just noget der hænger på træerne i alperne. Men her er der nærmest tale om Trysil’sk gode parkforhold. En sand fornøjelse.
Peter Falktofts rejseguide til Grindelwald, Schweizisk alpe-idyl og meget mere.
Service, humør og mad er lige i skabet
Åbenlyst, men værd at få med. Schweiz’ er pissedyr. Det giver sig selv. Men det er Frankrig også gået hen og blevet. Og jeg vil gå så langt som at påstå, at niveauet ikke er mærkbart hvis man sammenligner med eksempelvis Val’disere.
Til gengæld er (og det er en subjektiv vurdering herfra) folk i og omkring Grindelwald langt, langt, langt høfligere og dejligt imødekommende. Om det skyldes et par stramme år med Corona ved jeg ikke. Men service, humør og mad er lige i skabet. Så magelig har man lov at være i sin vurdering af et vintersportsdestination. Og her rammer vi den jo. For Grindelwald er ikke blot relevant i vinterhalvåret. Jeg ville gerne retur i forår eller sommer for at vandre op og rundt i landskabet, der kan noget hele året.
PS: besøg MONT-BELL flagship-store I midten af byen. Kriminelt undervurderet outdoor brand fra Japan, som er enhver GorpCore-entusiasts våde drøm. Mere grej, mere liv.
Alt I alt er Grindelwald top, fordi man kan så meget forskelligt uden at det betyder kompromis med eksempelvis park, der er et evigt kardinalpunkt for mig. Eneste minus: de elsker virkelig den ost og putter Monty-mus’k meget af den på alt. Så tag dig i agt, hvis du har en øvre grænse for den slags.
Sign up til vores nyhedsbrev og få: Rejsetips fra nogle af de største influencere, rejseguides, rabatter til rejser/hoteller, invitationer til events og konkurrencer.